Igen spillet mellem post og ante, mens vi venter på den overgangsøkonomi, der skal afvikle pengesamfundet og dermed også kronen.

Listen indeholder årstal og instruktørens navn, men ikke landet, hvor filmen er produceret. Det er med vilje.

En bemærkning, der forbereder en politik for forureningsemnet

Reformismen udgør ikke længere noget valg; end ikke en nødløsning.

Spørgsmålet om fordring og fællesskab i den litterære anstrengelse med udgangspunkt i Nancys og Blanchots litteraturfilosofi i anledning af den nordiske litteraturpris 2019s videregivelse til udvisningsramte børn i Danmark samt i anledning af kampen for at opretholde sprogfagenes autonomi på Københavns Universitets humanistiske fakultet.

Vurdering med udgangspunkt i Jean-Luc Nancys “Que faire?" (Hvad bør gøres) fra 2016.

Talen begynder med en fin kontrapunktisk gennemgang af det mulige over for det reelle (det sidste begreb gennemgås også historisk-etymologisk som en sent tilkommen størrelse: realitas). Gennemgangen munder ud i en understregning af, at der er en modsætning mellem en strategi, der hviler på ’potenza destituente’ (afsættende potens) og én der hviler på ’realizzazione’ (virkeliggørelse).

Forskningen ligger i kunstens situation som sådan. I dens udspændtheder. Der er en udspændthed, der vedrører selve undersøgelsen og værkskabelsen, og der er en, der vedrører magten (politikken og pengene).

Verdensvendthed, samfundet er samtvunget, den historiske samtid, den revolutionære talemåde/skrivemåde, det akutte I-II, vort beredskab, totalitarisme-emnet vender tilbage, uden for reformismen, staternes straffrihed

1: Situationen ved USA's sydgrænse og Aquarius. 2: Det overudviklede. 3: Gule Veste og immanensen. 4: Agamben fra “Det kommende fællesskab" til Brugen af kroppene. 5: Hannah Arendt om teori og praksis. Den syriske revolution igen. 6: De Gule Veste og formastelighederne i USA fra Occupy over Black Lives Matter og #MeToo frem til de to formasteligheder i 2018.