Talen begynder med en fin kontrapunktisk gennemgang af det mulige over for det reelle (det sidste begreb gennemgås også historisk-etymologisk som en sent tilkommen størrelse: realitas). Gennemgangen munder ud i en understregning af, at der er en modsætning mellem en strategi, der hviler på ’potenza destituente’ (afsættende potens) og én der hviler på ’realizzazione’ (virkeliggørelse). – Herefter følger en udlægning af virkeliggørelsesbegrebet “bagfra”: Fra Marx’ suppleret af Adornos negative dialektik og Debords kritik af surrealisme og Dada over Hegels Aufhebung til Romerbrevets dobbelte ophævelse/opretholdelse af loven efter Kristi nedtur/optur. Dernæst Benjamins velkendte skepsis over for filosofiens historiske virkeliggørelse, når han forskyder endemålet, så det aldrig kan være formålet for en politisk aktion. [For Benjamin vedrører den politiske aktion midlernes midler og vedkommer ikke målsætningernes mål]. – Hele Bolognatalens analyse gennemføres ved at lynundersøge opdelings- eller splittelsesmåderne i etableringen af begreber, indbefattet selve begreberne om ophævelse og virkeliggørelse/realizzazione. – Afslutningen på foredraget udfolder et perspektiv om sammenfaldsproblemet ud fra Platon: Det regerende og det filosoferende må falde sammen i samme subjektivitet. En slags onto-vilkår for den afgørende koincidens, der kan åbne den destitutive proces for livsformernes udvikling [og altså ikke for etableringen af institutioner og forfatninger]. – Som noget nyt påpeger Agamben flere gange, at det destitutive ikke udelukker kampperspektiver og konflikter, som de fra dialektikken kendte; men snarere åbner feltet for stridigheder og splittelser, så styring og tænkning nu kan blive virksomme på hinandens betingelser.