Der er et problem ved at diskutere destitution, sådan som den er blevet præsenteret i vores Kafka-antologi, dvs. mest teori og en del støtte til de faktiske opstande med de gule veste i spidsen eller næsten.

Vi kan bebrejdes det samme, som jeg bebrejder Onward Barbarians’ forfattere i Kafkabogen. Bare omvendt: Nemlig at der ikke tages stilling til traditionens spørgsmål hos os, mens Endnotes ikke tænker opstandene som faktiske bevægelser med en egen teoretisk selvforståelse og mulighed. Dvs. med en masse begrænsninger i forhold til det internationale. Det gælder også den ukrainske Maidan-opstand i vinteren 2013-14.

Disse berænsninger er pt. nogenlunde følgende:

1. Hvor er proletariatet eller det revolutionære agentur?

2. Om det findes, er det så blot et spørgsmål om proletariatets kvantitativ størrelse, før kapitalen bryder sammen?

3. Hvad med antifascismen; dvs. det spørgsmål Mikkel Bolt stillede i sin bog om den senkapitalistiske totalitarisme?

4. “Avantgarden”: Skal vi have en teori om teoriens bærere, intellektuelle, feminister og lignende? Kønnet og begæret er vel ikke nok overhovedet?

5. Savnede vi ikke et internationalt parti under opstandsbølgen 2010-2015?